
Kommunen har på et halvt år implementeret Evondos medicindispensere i alle hjemmeplejedistrikter. Succesen med skaleringen bygger på uddannelse, respekt for driften, dialog med borgerne – og ikke mindst data.
Vi har talt med en teamleder, en tovholder og projektlederen bag skaleringen i Lolland kommune:
”Vi har i flere år haft et politisk fokus på velfærdsteknologi,” fortæller Dea Friis Jensen, farmakonom og projektleder i Lolland Kommune. ”Dosispakket medicin har vi arbejdet med længe, og vi er dygtige til det. Medicindispenserne og robotterne fra Evondos er en naturlig forlængelse af noget, vi allerede gør godt.”
Kommunen har i mange år arbejdet med dosispakket medicin, og de er blandt de kommuner med flest borgere på dosispakket medicin (Nummer 4 på landsplan) og andelen af borgere over 75 år, der anvender dosispakket medicin, er på 11,8 %. (Sundhedsdatabank, 2025)
De data, som kommunen har opbygget gennem brug af dosispakket medicin, er med til at målrette indsatsen. Ved at se på hvilke borgere, der har dosispakket medicin, og sammenholde det med den hjælp, som borgerne modtager, får man et godt billede af hvem, der er i målgruppen.
”Vi har erfaringer fra dosispakket medicin, som vi nærmest 1-1 kan overføre til doseringsmaskinerne. Vi kan se, at måske 20 % af dem, der har dosispakket medicin, er kandidater til denne her teknologi”, siger Dea.
Camilla Hladka Jensen, teamleder i hjemmeplejen siger: Har borgeren en meget stor pakke fire gange i døgnet, giver det måske ikke så meget mening. Men får borgeren kun hjælp til medicin, eller er meget væk hjemmefra - så giver det rigtig meget mening med en medicindispenser.
De første resultater var en øjenåbner
Data er ikke kun blevet brugt i udvælgelsen af borgerne, det har også været en stærk motivationsfaktor. De første tal var en øjenåbner for medarbejderne. Allerede efter de første uger kunne de i Maribo teamet se resultaterne. Her havde man sparet 11 besøg om dagen. Og det var bare i ét team ud af ni. ”Medarbejderne troede ikke på det. Men det kan lade sig gøre, når man har borgere, der får 4–6 besøg om dagen.” fortæller Camilla.
Et klart mandat og fokus på borgernes behov
Kommunen har et klart politisk og ledelsesmæssigt ønske om at styrke borgernes selvstændighed og kvaliteten i medicinhåndteringen. Man tænker langsigtet - både i forhold til de rekrutteringsudfordringer der kan opstå i fremtiden, men også i forhold til de ældres behov og den service, de efterspørger.
Implementering af medicindispensere i kommunen skal både øge sikkerheden i medicinhåndteringen, skabe tryghed og tilfredshed hos borgerne og frigøre ressourcer i plejen gennem færre besøg og mindre køretid.
Camilla Hladka Jensen siger: ”Der er ikke så mange, der vælger uddannelsen mere, og der bliver flere og flere ældre. Men det at frigøre hænder er jo bare en lille del af det. Det at man har besluttet at arbejdet med velfærdsteknologiske løsninger, handler også om at give borgerne en større livskvalitet. Det drejer sig om patientsikkerhed og om borgerens værdighed. Mange vil gerne selv kunne styre deres medicin.”
Fra pilot til skalering
Da kommunen skulle i gang med medicinrobotter blev det til et halvt års parløb mellem Dea, der blev ansat som projektleder – og Chalotte fra Evondos. Sammen udviklede de en implementeringsplan, hvor tre distrikter fungerede som pilotteams. Her blev arbejdsgange og instrukser udviklet og testet, før dispenserne blev udrullet til alle ni distrikter. Pilotperioden gav mulighed for at afklare roller, finpudse processer og sikre, at teknologien blev forankret rigtigt i organisationen.
”Hvis noget skal leve i vores teams, så skal det leve hos medarbejderne,” siger Camilla. ”De er praksisnære og skal have hænderne i teknologien.”
Der blev udarbejdet arbejdsgange for valg af borgere, introduktion, opsætning og opfølgning. Samtidig blev der etableret en tydelig struktur, hvor alle vidste, hvem der havde ansvar for hvad, og hvem man kan gå til, hvis noget drillede — og hvor der var plads til at rette til, efterhånden som erfaringerne voksede.
Chalotte Rønde Andersen fra Evondos har undervist tovholdere og teams sammen med projektlederen Dea. Derudover har alle ressourcepersoner fået sidemandsoplæring for at give driftens medarbejdere en god og tryg oplevelse med dispenserne.
En struktur med ressourcepersoner i hvert team har skabt selvtillid og robusthed i organisationen. ”Vi er praktikere,” siger Annika Nielsen, der er ressourceperson. ”Når noget driller, går vi ind i sagen, kigger på alarmerne, vurderer hvad der skal gøres, og trækker på Chalotte og Dea, hvis der er behov. Men langt det meste løser vi selv.”
Selvstændighed og frihed for borgerne
Når kommunen ser på hvilke borgere, der vil have glæde af teknologien, handler det især om den enkelte borgers behov.
”Det her giver borgerne selvstændighed,” siger Camilla. ”Mange vil gerne have kontrol over eget liv. De ønsker ikke fire daglige besøg bare for at få medicin. Med teknologien kan de få medicinen til tiden – og ofte er borgeren velmedicineret for smerter når vi kommer og kan deltage i plejen.”
En borger, der gennem mange år havde fået besøg fire gange om dagen, fik tilbud om Medido Clock: ”Nu er Medido nærmest hendes bedste ven.” siger Camilla.
Borgerne tager generelt godt imod teknologien. Kun få – ofte psykisk sårbare borgere, der har behov for kontakten til medarbejderne – har takket nej, og kommunen har stor respekt for deres ønsker: ”Det er et tilbud, ikke et krav,” understreger Dea. ”Borgeren skal være glad for det. Det er vi meget tydelige om, når vi kommer med maskinen. Hvis det ikke duer for borgeren, så tager vi den med igen.”
Opbakning i hele organisationen
Projektet har haft tydelig politisk og ledelsesmæssig opbakning hele vejen. Den tydelige retning fra ledelsen har skabt fælles fodslag: Velfærdsteknologi er en del af kommunens fremtid – både i forhold til kvalitet, patientsikkerhed og bedre brug af ressourcerne.
Implementeringen af Medido Clock er organiseret med en tydelig ansvarsfordeling mellem en teamledelse, styregruppe, projektleder, leverandør og hjemmeplejens teams. Det giver tryghed blandt medarbejderne.
”Vi har aldrig været i tvivl om, at vores ledelse bakker op,” siger Dea. ”Det skaber tryghed hos medarbejderne, at de altid ved hvem, de kan gå til. Og medarbejderne er blevet verdensmestre i driften og teknologien. De er virkelig blevet dygtige til det.”
I dag er Medido Clock i drift i hele kommunen og i alle ni hjemmeplejedistrikter. Lolland Kommune anslår have nået 60 % af det samlede potentiale. Kommunen er kommet langt, men vurderer, at potentialet er endnu større.
For Chalotte Rønde Andersen fra Evondos har samarbejdet med Lolland Kommune været en implementering, hvor både retning og engagement har været tydelige fra start. ”Det har været en utrolig positiv oplevelse at stå i et samarbejde, med en organisation, der er så velforberedt – både fagligt og i den måde, de går til opgaven på,” siger Chalotte.
Den klare organisering, den tydelige ledelsesopbakning og den kontinuerlige opfølgning er nøglen til, at implementeringen er lykkedes så godt. ”Der har hele vejen igennem været rum til at tale om både det, der fungerer, og det der skal justeres. Den åbenhed skaber tryghed – både for medarbejdere og for os som leverandør.”
Samarbejdet i kommunen er præget af nysgerrighed og gensidig respekt, hvor medarbejderne turde stillede spørgsmål, prøve nyt og tilpasse processerne undervejs. ”Når man inviteres så ærligt ind i maskinrummet, bliver det et ægte samarbejde. Man kan mærke, at alle arbejder mod det samme mål: Bedre medicinhåndtering og større selvstændighed for borgerne.”