
Data fra dosispakket medicin er et effektivt udgangspunkt for at matche borgere og medicindispensere. Erfaringer fra Lolland Kommune viser, at data kombineret med en faglig dialog giver målrettet implementering, gladere borgere og motiverede medarbejdere.
I Lolland Kommune er data et praktisk ledelses- og implementeringsværktøj. Kommunen arbejder systematisk med data og anvender dem til at kvalificere mål, visitering og den faglige dialog i distrikterne. Data fra dosispakket medicin bruges til at afdække potentialet, mens fagligheden danner grundlag for beslutningerne. Resultaterne deles løbende med driften, så distrikterne kan lære af hinanden.
Kommunen er blandt de kommuner, der har flest borgere på dosispakket medicin. Erfaringerne herfra kan næsten overføres direkte til implementeringen af medicindispensere. Kommunen vurderer, at ca. 20 procent af de borgere, der modtager dosispakket medicin, kan være kandidater til en dispenser. Tallet bruger kommunen som pejlemærke i implementeringen af medicindispensere. Målet er at skabe en mere sikker medicinhåndtering, frigøre tid i hjemmeplejen og gøre borgerne mere uafhængige af hjemmeplejen.
Data kvalificerer den faglige vurdering
Lolland Kommune bruger data fra dosispakket medicin til at danne en bruttoliste over mulige kandidater i hvert hjemmeplejedistrikt. Listen sammenholdes med oplysninger om den hjælp, borgerne allerede modtager, herunder antallet af besøg, deres formål og tidspunkterne for medicinindtag.
På den måde kan teamet rette opmærksomheden mod de borgere, hvor medicindispenseren potentielt kan gøre den største forskel. Det gælder for eksempel borgere, der primært får besøg for at få udleveret medicin.
Data fra dosispakket medicin gør den første udvælgelse mere systematisk. Herefter foretager teamet en individuel og tværfaglig vurdering af blandt andet borgerens kognitive funktion, medicinering, hverdag og ønsker.
Data motiverer
Data skaber ejerskab blandt medarbejderne. Når resultaterne omsættes til konkrete og genkendelige effekter, bliver det tydeligt, hvilken opgave medicindispenserne løfter. Det har været en øjenåbner og en motivationsfaktor.
“Noget af det, der virkelig tændte ild i øjnene hos nogle af vores medarbejdere, var, at vi havde sparet 800 besøg på en måned, altså 800 besøg på den første måned.”
Camilla Hladka Jensen, teamleder, Lolland Kommune
Data sætter gang i den faglige dialog
Når resultaterne vises i driften, kan medarbejderne se, hvor langt de er kommet i forhold til andre distrikter, og hvilken effekt medicindispenserne har haft på antallet af besøg og medicinudleveringer. Det har skabt en faglig samtale mellem medarbejderne. Lolland Kommune har desuden oplevet, at distrikterne er begyndt at sammenligne sig med hinanden på en konstruktiv måde og udveksle erfaringer om, hvad der virker, og hvad der kan gøres bedre.
Data skaber bedre beslutninger
Kommunens brug af data skaber et bedre visiteringsgrundlag. En systematisk udvælgelse af borgerne øger sandsynligheden for et godt match mellem borger og dispenser. Data om borgerens ydelser, hverdag og ønsker styrker den faglige vurdering. Data fra driften motiverer og skaber dialog, når medarbejderne ser resultaterne.
Lolland Kommune har
- Brugt data fra dosispakket medicin. Det giver et konkret udgangspunkt for visitationen.
- Kombineret data med en tværfaglig vurdering. Lolland Kommune tager udgangspunkt i borgerens situation, ønsker og ydelser.
- Delt resultaterne med medarbejderne. Data danner grundlag for dialog i de enkelte teams om, hvad der virker, og hvad der kan gøres bedre.
Vil du høre mere om, hvordan data kan styrke indsatsen i din kommune, så tag fat i Morten Bjørn (Øst) eller Gitte Tofte (Vest).