Spring til indhold

Medicindispenseren Medido Clock skal hjælpe til i landets seks største kommuner

Medicindispenseren Medido Clock skal hjælpe til i landets seks største kommuner

Fire medicinteknologier, heriblandt Medido Clock, skal i fremtiden sikre den rette medicin til rette tid til borgerne i Aarhus og de øvrige kommuner i 6-bysamarbejdet. To projektledere fra Aarhus Kommune sætter ord på tankerne bag.

Aarhus Kommune har arbejdet med medicinteknologi siden 2014 og har derfor mange års erfaring med, hvilke behov der er hos borgerne, og hvad implementeringen kræver af medarbejderne og organisatoriske tilpasninger.

”Vi har erfaret, at der ikke er én enkelt medicinteknologi, der passer til alle borgere. Derfor er det rigtig godt, at vi nu har mulighed for at vælge blandt fire forskellige medicinteknologier, der passer til borgernes forskellige behov.” siger Karen Lenler, Projektleder i Aarhus Kommune.

Medicinteknologierne skal hjælpe borgere med at sikre, at borgerne får den rette medicin til rette tid. Og da borgerne har forskellige behov, er der også behov for forskellige løsninger. Projektleder Lotte Lucia Jelnes i Aahus Kommune siger:

”Vi valgte at dele udbuddet op i fire delaftaler, så der blev mulighed for at tilgodese målgrupper med forskellige behov for kompenserende hjælp og sikkerhed. Fælles for alle delaftaler er, at vi har fokus på løsninger med høj grad af brugervenlighed for både borgere og medarbejdere.” 

Lotte Lucia fortsætter: ”Vi ved fra de borgere, der har haft en medicinteknologi, at de har været meget glade for den frihed, teknologien har givet dem i hverdagen. De skal ikke forholde sig til flere, daglige, fysiske besøg i deres hjem, hvor medarbejdere kommer og minder dem om, at de skal tage deres medicin. Til gengæld kan de være sikre på at blive mindet om deres medicin på præcis samme tidspunkt hver dag via medicinteknologien, og det giver dem en mere stabil medicinering.”

Medido Clock giver både frihed og sikkerhed for borgerne

Evondos vandt udbuddet inden for Delaftale 2 med det bedste forhold mellem pris og kvalitet.

”Vi er meget tilfredse med udfaldet af udbudsprocessen. Medido Clock egner sig godt til de borgere, der har behov for let støtte til at huske deres medicin - og som også har et ønske om at kunne tage deres medicinteknologi med på weekendtur eller ferie.” siger Karen Lenler.

De borgere, der vil have glæde af Medido Clock, har typisk ikke behov for overvågning under medicinindtagelse. Det gør medicinadministrationen ekstra fleksibel for borgeren. Samtidig er medicinsikkerheden meget høj, da medicinen dispenseres i dosispakker.

Aarhus Kommune arbejder løbende på at få flere borgere på dosispakket medicin. Og derfor har to af udbuddets fire delaftaler har været målrettet teknologi til netop dosispakket medicin.

”I Aarhus Kommune har vi stor bevågenhed i forhold til at få borgere på dosispakket medicin, da det medfører høj sikkerhed for borgerne og tidsbesparelse. Og vi forventer at implementeringen af medicinteknologi vil understøtte indsatsen med at få flere borgere på dosispakket medicin.”

Nu går implementeringen i gang

For kommunen betyder implementeringen af teknologien, at der skal indføres nye arbejdsgange for alarmhåndtering og support. Aarhus Kommune har allerede etableret et e-Team, som er den bærende infrastruktur til digitale indsatser, herunder medicinteknologi. For selvom borgerne i det daglige støttes af medicinteknologi, er det stadig kommunen, der har ansvaret for medicinadministrationen. E-Teamet er backup fx i forbindelse med missede medicingivninger og tekniske alarmer. 

Aarhus Kommune er nu i fuld gang med næste skridt i processen: ”Efter forskellige prøver i løbet af efteråret, hvor opsætning og funktionalitet testes, skal teknologierne implementeres hos borgerne. De øvrige kommuner kan herefter løbende tage de indgåede aftaler i brug. Det er kommunens forventning, at alle borgere med behov for støtte til medicinadministration, har mulighed for at blive hjulpet med en medicinteknologi ved udgangen af 2027”, siger Karen Lenler.

Hos Evondos er der stolthed over at have vundet delaftalen, og ikke mindst glæde over tilgangen i udbuddet. Gitte Tofte, Evondos Danmark siger:

”I vores optik er Aarhus tilgang til teknologien helt rigtig – det handler om at tage udgangspunkt i borgernes behov. Med kommunens fokus på flere teknologier og medicinteknologi med dosispakket medicin får borgerne det bedste af to verdener – større selvstændighed for borgerne og større medicinsikkerhed. Vi glæder os utroligt meget til samarbejdet.”

Del artikel